En Nihilist

I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk.
Kære Broder! Vore Venner har overdraget mig at besvare dit Brev og sige dig, hvor fuldstændig vi alle billiger dit Ønske om at vende tilbage til Rusland.

»Her er et Brev til dig!« sagde Helene, idet hun gav ham Haanden.
Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt, godmodigt Ansigt, lidt skarpt og regelmæssigt i Trækkene. Over hans Pande laa Spor af tidlige Sorger, og hans Øjne var ualmindelig dyke og tankefulde.
Som det sømmer sig for en Digter, var Georg langtfra noget særligt Mønster paa Agtpaagivenhed og Paapasselighed, og hans Venner blev ofte drevne til Fortvivlelse over hans Breve.

Helene var den første, der talte; med en Kvindes hurtige Blik var hendes Øjne lynsnart gledne hen over Papiret.
Ved du hvad!« vedblev han, »dette Stykke Arbejde vil tage os mindst seks Timer!«

Kære Broder! Vore Venner har overdraget mig at besvare dit Brev og sige dig, hvor fuldstændig vi alle billiger dit Ønske om at vende tilbage til Rusland.
Der er mange rede til at slutte sig til os; men de er endnu uprøvede. Vi kan ikke længer undvære din Hjælp, derfor kom!
Bevæbnet med al den Kulde og Haardhed, han raadede over, begav han sig forretningsmæssig Tone at fortælle alle Enkeltheder ved Attentatet.

I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk.
En gammel Kone skændte paa et ungt Pigebarn ved sin Side, fordi hun havde glemt at sætte Grøden paa Ilden, førend de gik; nu vilde der ligge et Hus, naar Mændene kom hjem til Middag!
Kort efter afrejste Zina og Vasily Verbitzky til Dubravnik, og nogle faa Dage senere meldte et Brev, at de var ankomne i god Behold.

I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk.
Men i Aften maatte hun skynde sig; et længe ventet Brev fra Rusland laa gemt i hendes Lomme.

Som det sømmer sig for en Digter, var Georg langtfra noget særligt Mønster paa Agtpaagivenhed og Paapasselighed, og hans Venner blev ofte drevne til Fortvivlelse over hans Breve. Enkelte af hans Cifre nægtede med sand Haardnakkethed at blive til andet end stønnende, pustende, hvæsende Stavelser, af hvilke det syntes rent utænkeligt at forme et kristent Ord.
Helene var den første, der talte; med en Kvindes hurtige Blik var hendes Øjne lynsnart gledne hen over Papiret.

Halvt sønderrevet blev Andrey kastet i Fængsel. Saa snart han blot nogenlunde var kommen sig, blev han forhørt, dømt og hængt.
Men lad os drage et Slør for hendes Sorg. Den vil mildnes lidt efter.
Fra det første Morgengry laa Andrey kun i en Døs, hvoraf han hvert Øjeblik ventede at blive revet op for at føres til Retterstedet.