Støv og Stjærner

I 73-105: «Op ad en støvgrå bakke kravler et menneske med seje, langsomme bevægelser, hans ryg stør paralelt med bakkens hældning. Da han kommer helt op, synes han, bagfra set, at sidde og sprælle på en lodret pind, men nu drejer han, det er en siklist. ... Ved landsbyens post springer han af, retter benene og drikker vand og smiler, idet han tænker ved sig selv: Så fik jeg da viklet den halve snes mil om mine sikkelhjul.»
II 1003-1019: «"Min første bog brugte jeg til at skrabe fremmed påvirkning af mig; den tæller altså slet ikke." Forbavsende oprigtighed. Den mand skal komme igjen. Han udleverer sig, han er let at studere. Jeg trænger til en levende model. ... Hr. Kasbjerg gik urolig om i sit rummelige Arbejdsværelse. Hvor mange år var det nu siden han havde truffet et naivt menneske? Og dette her var jo virkelig en ide: hans egne personer var for lidt naive, de var alle forbeholdne, de led af overkultur; der var ingen solbrændthed i hans bøger.»
III 2543-2562: «"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad og får de bestyrtede hundestejler og skaller til at pile forfærdede til alle sider.»
IV 3805-3810: «Ivar Holt vågnede op og huskede, hvor han havde det fra. Det var fra Susåen; på en af sine lykkelige dage -- de stod optegnede og nummererede i hans kalender -- havde han set dette billede i Susåens vand.»

I 1029-1086: «Kasbjerg hørte til en gammel, anset familje, der havde frembragt adskillige officerer og et respektabelt antal lærde mænd. ... Kasbjerg var repræsentativ. Han havde en høj tænkerpande, der forlængst var udvidet ved hensigtsmæssig skaldethed, endvidere professorøjenbryn, buskede som et tjørnekrat ved et lille blåt vand; ... Næsen var nærmest militær, den krummede sig som ryggen på en mand, der tar et vældigt tag baglæns i en svær ting. ... Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at råde over, bagtil var der fladt.»
II 1003-1010: «"Min første bog brugte jeg til at skrabe fremmed påvirkning af mig; den tæller altså slet ikke." Forbavsende oprigtighed. Den mand skal komme igjen.»
III 3988-4000: «Bønderpigerne i den østlige del af Jylland, for eksempel omkring Vejle, synes at tilhøre en lidt særegen race. De er høje og bomstærke, men går ganske godt på deres ben. Hænder og fødder tar sig små ud i sammenligning med de kraftige lemmer. I denne legemsstyrke bor der en blid stemme, og de synger i reglen godt.»

I 73-104: «Op ad en støvgrå bakke kravler et menneske ... Dær vil jeg op! ... Han ruller stille igennem landsbyen -- hvad den nu hedder. De har renset gadekær; en krans mørkeviolet mudder ligger rundt om og står godt til det gule, en rivende stank snærter hans næsebor, men straks efter kommer lugten af stegt flæsk med løg. ... Løvetandens dunhoder står som glødelamper mod aftenrøden, ude i kæret trækker frøerne deres vækkeure op, en sort grævlingekøter viser sin hvidgule bag inde på bygmarkens grønne dun.»
II 1009-1011: «"Jeg håber altså at se Dem igen, hr. Holt, når De en anden gang har noget på hjærte." Ivar Holt smilede godmodig og afvæbnet. Vist kom han igjen.»
III 2539-2545: «Nu var Ivar Holt en ualmindelig uheldig model til en selvmorder; hans modløshed var upålidelig. ... "I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad.»
IV 3883-3886: «Han var efterhånden blevet ræd for ensomhed; at være alene med sig selv -- det var som at stå overfor en kreditor, der kan få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af lommen, men i andres nærværelse var der ikke noget at frygte. Derfor trak han tiden ud om aftenen.»

I 73-76: «Op ad en støvgrå bakke kravler et menneske med seje, langsomme bevægelser, hans ryg stør paralelt med bakkens hældning. Da han kommer helt op, synes han, bagfra set, at sidde og sprælle på en lodret pind, men nu drejer han, det er en siklist.»
II 106-107: «Løvetandens dunhoder står som glødelamper mod aftenrøden, ude i kæret trækker frøerne deres vækkeure op.»
III 164-166: «Stjærnerne er skinnende, blottede grave, lysende sarkofager, der står tomme. En lykkelig sjæl kan nå derop og lægge sig til hvile i en af dem.»
IV 1084-1086: «Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at råde over, bagtil var der fladt. I litteraturen viste han nakken frem.»

I 73-93: «Op ad en støvgrå bakke ... Han ruller stille igennem landsbyen -- hvad den nu hedder. De har renset gadekær; en krans mørkeviolet mudder ligger rundt om og står godt til det gule, en rivende stank snærter hans næsebor, men straks efter kommer lugten af stegt flæsk med løg.»
II 1146-1147: «Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så heles min verdensopfattelse; når jeg skriver, går den i stykker igen; det er måske galt, men jeg kan ikke andet, jeg må se stumperne.»
III 2543-2545: «"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad.»
IV 3988-3995: «Bønderpigerne i den østlige del af Jylland, for eksempel omkring Vejle, synes at tilhøre en lidt særegen race. De er høje og bomstærke, men går ganske godt på deres ben. Hænder og fødder tar sig små ud i sammenligning med de kraftige lemmer. I denne legemsstyrke bor der en blid stemme, og de synger i reglen godt.»

I 73-87: «Op ad en støvgrå bakke kravler et menneske med seje, langsomme bevægelser, hans ryg stør paralelt med bakkens hældning. Da han kommer helt op, synes han, bagfra set, at sidde og sprælle på en lodret pind, men nu drejer han, det er en siklist. Han går som et pust ned ad bakken, vejen står skrå og stiv foran som et bræt, og nede, hvor den forsvinder for øjet, står solen og venter på ham; han kan bare køre lige ind, den er halvt nede, står dær som en gloende buehvælving. Manden er betaget af synet, han suser stift af sted som en keglekugle, myggene hagler mod hans ansigt, de små hunde langs vejen kommer meget for sent. Men nu er solen sunket; han løfter hodet og ser sig om, farten sagtnes.»

I 1029-1086: «Kasbjerg hørte til en gammel, anset familje ... Kasbjerg var repræsentativ. Han havde en høj tænkerpande, der forlængst var udvidet ved hensigtsmæssig skaldethed, endvidere professorøjenbryn, buskede som et tjørnekrat ved et lille blåt vand; ... Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at råde over, bagtil var der fladt.»
II 1146-1147: «Poul Møller siger et sted, at det er en almindelig begynderfejl -- eller et tegn på magtesløshed. Det er også ideerne, der regerer mig, ikke omvendt; det mærker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for alvor. Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så heles min verdensopfattelse; når jeg skriver, går den i stykker igen.»
III 2543-2545: «"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog ned som en stor sten.»
IV 3988-3989: «Bønderpigerne i den østlige del af Jylland, for eksempel omkring Vejle, synes at tilhøre en lidt særegen race.»

I 3856-3858: «De første år var han kun forkølet om vinteren, nu var han det både vinter og sommer; i dette forår havde det begyndt at stikke længere nede i brystet, erobringen skred frem.»
II 3879-3882: «Han var efterhånden blevet ræd for ensomhed; at være alene med sig selv -- det var som at stå overfor en kreditor, der kan få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af lommen, men i andres nærværelse var der ikke noget at frygte.»
III 3976-3978: «For resten bekymrede han sig kun lidt om tabet af sine ævner, troede heller slet ikke på det; så snart han blev fri, kom alt det gamle nok igjen, under fastere former.»