Hans Råskov

Uden for den søndre længe af Peder Hansens gård begyndte foråret fjorten dage tidligere end andre steder.
Næste gang jeg træffer dig, blir jeg nød til at slå dig ihjel.
Dette var ikke lykken; det var snarere som det sværd, hvorom der står: Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge.
Jeg har taget hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et godt bytte.

Hans -- kaldet Råskov efter sin afdøde moer. Dær sad han en lun Aprildag og lae den sidste hånd på sin vindmølle.
Søren var ingen kunstner i at slås; han brugte knoer og træsko mod Hans, ligesom han plejede at bruge dem mod sin husbonds køer.
Ahlmark har fru Ida til bords; hun er i diset blå silke, og ligner en af de små danske søer en sommermorgen, så blå og stille og frisk.
Han var et menneske. Han var ikke bange for at dø, for han var så opsat på at leve.

Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede først i Marts.
Hold kæft for satan, hviskede han; hvad har du at vræle for?
Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere.
Han krøb på alle fire, til isen brast under ham; men da han mærkede det kolde vand.

Hønsene kom stilkende på lange, forsigtige ben og blinkede og nikkede efter de spåner; de holdt hodet på siden ligesom gamle nysgærrige koner, der kun kan se med det ene øje.
De ægte svaneknive har den egenskab, at når man spytter en klat på bladet og lægger en stump halmstrå oven i, så kan det dreje sig et lille stykke.
Dette var ikke lykken; det var snarere som det sværd, hvorom der står: Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge.
Jeg har taget hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et godt bytte.

Solens stråler faldt med kraft tilbage fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden.
Han gik sin sædvanlige tur ned til søen; det var sidste gang for lang tid, næste dag skulde han til København og begynde på sin læsning.
Månen begyndte at skyde sin røde, forbrændte skive op på himlen, da Hans Råskov drejede uden om en af Limfjordens mange små vige.
Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge.

Uden for den søndre længe af Peder Hansens gård begyndte foråret fjorten dage tidligere end andre steder; solens stråler faldt med kraft tilbage fra de okrede mure, og træerne gav læ mod østenvinden; så var der også bakker på bægge sider af gården, så den selv lå i en dal.
Hesteomgangen stod med en krans af udsprungne følfod allerede først i Marts, og samtidig begyndte kastanieknopperne at blinke i solen som små bitte lygter, sådan svedte de, men midt i April sprang de ud med en lille grøn hånd til hver side som folk, der holder tale.

Ensomme mennesker er tit store beregnere og fremragende teoretikere; de hører til de få, som får deres livs regnestykker færdige, fordi de i langt ringere grad end andre forstyrres af mennesker og menneskelige indtryk, mens de opstiller deres tal og søger deres facit.
Også din sjæl skal et sværd gennemtrænge.
Han var et menneske. Han var ikke bange for at dø, for han var så opsat på at leve, at tanken om døden slet ikke var faldet ham ind.

Det var åbenbart en dreng, der var faldet igennem. Han skreg fornuftigt og med kraft, hylede ikke hele tiden, men sparede på stemmen og udsendte sine skrig som nødsignaler, med visse mellemrum, og så lyttede han vel efter, om der snart kom nogen.
Hans Råskov følte en sindsbevægelse, som han aldrig før havde kendt. Han holdt allerede af denne dreng, som han nu gik ud for at redde.
Jeg har taget hans plads her, tænkte han; han skal ta min plads i verden, det er et godt bytte. Så er det dog ligesom jeg efterlader mig noget, idet jeg selv dør.