Germanernes Lærling

I 80-115: «fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefang邦-Løsladelse. ... Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den bøjede Næse, opstrammet af en pedantisk Værdighed.»
II 3509-3700: «Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af Munden. ... Hm! ... ja, jeg havde ladet mig sige, at De omgikkes med slige Tanker, jeg havde -- hm! ladet mig det sige.»
III 6000-6200: «Ogsaa Sindene vare opildnede. Det kendtes paa Samtalen, der var sat i et forceret Tempo, og hvis Tonefald var skruet et Register op, nu da den tiltog med et jævnt Crescendo. ... Hjorth underholdt sig med Frøken Vilhelmine, der borttog noget af Udsigten i sin Stilling midt for Bordet, bag den gammeldags Kobbermaskine, gennem hvis hullede Laag Dampen puffedes op i smaa Skyer, der blandede sig med Cigarrøgens blaa Lagtaager.»
IV 11500-11700: «Tusinde Hænder strittede op i Luften, en varm Midsommerluft, mod hvis dybe Blaa Dannebrog flagrede. -- Valgbestyrelsen skønner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring. -- Hør! -- Bravo! -- Hør!»

I 100-114: «Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den bøjede Næse, opstrammet af en pedantisk Værdighed. ... den sortskæggede opfangede strax Bevægelsen i et skelende Blik og bøjede af i Tide.»
II 3509-3511: «Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af Munden.»
III 6083-6116: «Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret, med et træt Løfte om ikke at lade sig overraske af hvilke som helst Flovser. -- Hvad var ikke Kvinden for os i Livet! ... Der var maaske Kvindetyper, hvorom dette ikke galdt; -- men han talte om den danske Pige, den nordiske Mø, der var blond som en Lysalf.»
IV 11523-11660: «-- Valgbestyrelsen skønner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring. -- Hør! -- Bravo! -- Hør! ... -- Hvad jeg især beundrede, Hr. Provst, sagde Højskoleforstanderen, det var den Bemærkning, De lod indflyde om Socialisme --, det var særdeles fint.»

I 80-115: «fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefang邦-Løsladelse. Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af Alvorsmand.»
II 3509-3511: «Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af Munden.»
III 6000-6085: «Ogsaa Sindene vare opildnede. Det kendtes paa Samtalen, der var sat i et forceret Tempo, og hvis Tonefald var skruet et Register op, nu da den tiltog med et jævnt Crescendo, eftersom Angrebet paa Jordbær邦 stilnede af. ... Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret.»
IV 11500-11660: «Tusinde Hænder strittede op i Luften, en varm Midsommerluft, mod hvis dybe Blaa Dannebrog flagrede. Efterhaanden som de begyndte at synke, hævede under Flaget Valgtribunen sig med sit store aabne Bræddeskur, fuldt af sortklædte Mennesker. -- Valgbestyrelsen skønner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring.»

I 85-91: «Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevægelse af de voldsomme Ord, der gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin stride, tjørnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svækkedes i høj Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de roligere Dele af Talen, medens han med en synlig Lettelse gennemjog de frasefyldte Kraftsteder, som han aabenbart kunde bedst udenad.»
II 3509-3511: «Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af Munden.»
III 6083-6085: «Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret, med et træt Løfte om ikke at lade sig overraske af hvilke som helst Flovser.»
IV 11500-11523: «Tusinde Hænder strittede op i Luften, en varm Midsommerluft, mod hvis dybe Blaa Dannebrog flagrede. Efterhaanden som de begyndte at synke, hævede under Flaget Valgtribunen sig med sit store aabne Bræddeskur, fuldt af sortklædte Mennesker.»

I 131-135: «i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i det ubefæstede København for at anektere et Land, der havde mistet sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, -- alle disse frygtelige Træsko, Transtøvler og Hestehove ikke saa meget som bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.»
II 3559-3619: «det Trækplaster, som omtrent tredive Aar senere skulde fæstes paa Katedret i Universitetets største og tommeste Høresal og blive det frelsende Middel, der bragte det unge Blod i frisk Strømning mod det tomme, theologiske Rum. ... en Hjørne, der paa èn Gang var saa vid og saa snever, -- ligesom Trælle-Generationer maatte arbejde paa Opførelsen af de gamle Pyramider eller de persiske Kongegrave.»
III 3683-3700: «der var paa den ene Side Resten af den gamle holdningsløse danske Rationalisme, repræsenteret af Professoren i det ny Testamentes Fortolkning, en bleg Skygge af et dødfødt Legeme, ham, der trak paa Skuldren, naar Sønnen, den udmærkede unge theologiske Forfatter, fremsatte sine ultraortodoxe Meninger, medens han med et godmodigt Smil bemærkede.»
IV 11641-11660: «Aa, det har ikke noget at sige, svarede Provst Lindekær ... Der er en meget nøje Forbindelse mellem disse fritænkerske Anskuelser og Socialismen ... Det er Udslag af den samme pantheistiske Aandsretning. ... et praktisk Vink! Provsten berørte Eden; -- det maa vi lægge Vægt paa; Hr. Hjorth vil rimeligvis ikke aflægge Eden, og kan ikke faa Plads i Rigsdagen, eller -- Tinget kunde maaske nægte at tage imod Eden.»

I 80-83: «fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefang邦-Løsladelse.»
II 85-91: «Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevægelse af de voldsomme Ord, der gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin stride, tjørnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svækkedes i høj Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de roligere Dele af Talen.»
IV 131-135: «i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i det ubefæstede København for at anektere et Land, der havde mistet sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, -- alle disse frygtelige Træsko, Transtøvler og Hestehove ikke saa meget som bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.»

I 80-83: «fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefang邦-Løsladelse.»
II 3559-3619: «det Trækplaster, som omtrent tredive Aar senere skulde fæstes paa Katedret i Universitetets største og tommeste Høresal og blive det frelsende Middel, der bragte det unge Blod i frisk Strømning mod det tomme, theologiske Rum.»
III 6083-6085: «Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret, med et træt Løfte om ikke at lade sig overraske af hvilke som helst Flovser.»
IV 11641-11660: «Aa, det har ikke noget at sige, svarede Provst Lindekær ... Der er en meget nøje Forbindelse mellem disse fritænkerske Anskuelser og Socialismen ... Det er Udslag af den samme pantheistiske Aandsretning. ... et praktisk Vink! Provsten berørte Eden; -- det maa vi lægge Vægt paa; Hr. Hjorth vil rimeligvis ikke aflægge Eden, og kan ikke faa Plads i Rigsdagen, eller -- Tinget kunde maaske nægte at tage imod Eden.»

I 11523-11527: «-- Valgbestyrelsen skønner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring. -- Hør! -- Bravo! -- Hør! Lærer Beck ringede med Formandsklokken.»
II 11588-11606: «Ih, ser man det! ... God Dag, Hr. Pastor, God Dag! -- _God Dag_, Hr. Kandidat ... Ah, Kandidat! nu er De igen »Kandidat Petersen« -- he, he, he--e! ... Ja, naar vi nu endda kunde faa Dem valgt, hvad? ... Ja, jeg tror nu det gaar ... Men nu maa vi ogsaa til at strænge os an, -- hvad, Jansen?»
III 11641-11660: «-- Aa, det har ikke noget at sige, svarede Provst Lindekær ... Der er en meget nøje Forbindelse mellem disse fritænkerske Anskuelser og Socialismen ... Det er Udslag af den samme pantheistiske Aandsretning. -- Ja, det er et Punkt, vi maa holde fast paa under Agitationen, sagde Højskoleforstanderen. -- Og saa et praktisk Vink! vedblev han, idet han med en skolemesteragtig Pegefinger prikkede Professoren paa Brystet: -- et praktisk Vink! -- Provsten berørte Eden; -- det maa vi lægge Vægt paa; Hr. Hjorth vil rimeligvis ikke aflægge Eden, og kan ikke faa Plads i Rigsdagen, eller -- Tinget kunde maaske nægte at tage imod Eden, eller -- der maa maaske forelægges og vedtages en Undtagelseslov.»