Skovstrup-Folk: To Fortællinger

I 80-106: «Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde Drænsrør mellem Fjællene eller en fire, fem bugede Kornsække bag Kusken og hans Siddefjæl. ... Hestene gaa med strakte Halse og stirre tungsindigt ned i Hjulsporene, Tømmerne daske slapt mod Forsmækken. ... Sorgerne ere saa smaa, Glæderne saa ringe, Begjæringerne nøjsomme, Synsvidden trang -- Oplevelsernes Radius i det højeste to Mil, og Rørelserne Brændinger i et Gadekjær.»
II 1632-1649: «Toget satte sig paa ny i Gang. Sidsel rykkede atter frem mod Vinduet og sad og saâ ud i den stille, lune Aften ... "Hør Nattergalen!" ... Lindenberg bøjede sig ligeledes frem og saâ ud. "Kan De høre?" I det samme skingrede Damppiben. "Er det den?" spurgte han og lo med Ansigtet mod hende.»
III 3058-3097: «Stuen hos Lars Top udmærkede sig ved en vis lys og proper Hygge. Der var Panel i Vindueshøjde hele Stuen rundt ... "Nej det maa du da ikke tro, at de var glade ved det Parti. De har en stor Ejendom, og der er sex Børn, saa han skulde naturligvis have en med Penge, jo fler, desto bedre.»
IV 4535-4562: «"Det er tit det solideste at begynde smaat, saa véd vi, hvor det kommer fra, saa skjønner vi paa det, vi har." ... "Ja, du har altid været en sæjr gammelkløv Tøjs, Line." ... "Lad mig se, De gaar ud og holder hende med Selskab af og til, naar det passer Dem." Line takkede ham atter og atter for al hans Venlighed. Især dette Haab om en Alderdomsforsørgelse kastede ligesom en hel Solstribe ind over hendes ensomme Kvistkammer.»

I 110-130: «En Vogn igjen. Og Hestene gaa i Trav! Huskonen og hendes Datter, som sidder hjemme og syr, fare til Vinduerne for at se ud. Det er Anton Knudsens de smaa røde. Anton Knudsen er »Stedmand«, bor ved Stationen og lejer sin Befordring til Folk, som kommer rejsende og skal en Mils Vej lenger ind i Landet, end Jærnbanen kan overkomme.»
II 1632-1690: «Sidsel rykkede atter frem mod Vinduet og sad og saâ ud i den stille, lune Aften med de sorte Hegn, der et efter andet fôr forbi de tunge, vaade Kornagre og dugmættede Græsmarker, hvor Køerne som mørke Smaahobe laa i Række, tabende sig under Krat og Skove. "Hør Nattergalen!" Lindenberg følte Blodets stigende Hede, følte Attraaen kæmpe med sin Blyhed -- han, der aldrig havde vovet noget overfor Kvinder.»
III 3058-3097: «Det var anden Pintsedag hen ad Aften, en Uges Tid efter, at Line var kommen hjem fra Kjøbenhavn. Stuen hos Lars Top udmærkede sig ved en vis lys og proper Hygge. ... Hun talte saa sikkert; hun havde næsten fuldstændig tilegnet sig det dannede Talesprog, vel med en stærk kjøbenhavnsk Akcent, men uden Skaberi. Skovstruppigerne ere i Stand til det paa en utrolig kort Tid.»
IV 4435-4562: «Hun præsenterede sig i en lys, taalelig ren Bomuldskjole, der klædte hendes høje, fyldige Legeme godt. ... "De bor jo saa net, Line, at det er en hel Lyst at besøge Dem. ... Linie takkede ham atter og atter for al hans Venlighed. Især dette Haab om en Alderdomsforsørgelse kastede ligesom en hel Solstribe ind over hendes ensomme Kvistkammer.»

I 80-105: «Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde Drænsrør mellem Fjællene. ... Og naar den sagte, knasende Lyd fra Gruset og Smaastenene i Sporet har tabt sig, er alt stille og tyst som før. Inde bag Hegnet kan man høre Køerne tygge Drøv; man kan høre Græshopperne gnide deres tørre Baglemmer mod Perlemorsvingen.»
II 1638-1700: «"Hør Nattergalen!" Lindenberg bøjede sig ligeledes frem og saâ ud. ... Det røde, sitrende Lys i Kupeen, den jævne, taktmaalte Larm af Hjulene, Skinnerne, Kjæderne, den tavse Skumring udenfor, hver ufrivillig Berøring øvede en dragende, dyssende Virkning, der ligesom bandt dem begge i denne mod hinanden bøjede Stilling.»
III 3001-3046: «"Men saa begriber jeg ikke, hvorfor du ikke opretter en hel Fabrik og sælger den i Massevis. Du kunde jo blive rig ved din Sværte." "Ja naar det var sig saa, at Folk vilde kjøbe hende." ... "Ja Tak. Det kunde være morsomt nok at prøve." ... "Men en Snes Æsker kan han gjærne faa med til Kjøbenhavn; det er ingen Skade til, at de bliver lidt kjendt med hende."»
IV 4505-4562: «"Jeg véd blot, at naar jeg engang ikke kan mer, saa er jeg henvist til Fattigvæsenet og til den kummerlige Barmhjertighed, der ydes af Folk. Og det synes mig er saa ulidelig bittert, at naar man har slidt og slæbt sit hele Liv og stridt og stræbt for at holde Nøden ude, at Enden saa ikke kan fortone sig en Smule lysere."»

I 80-83: «Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde Drænsrør mellem Fjællene eller en fire, fem bugede Kornsække bag Kusken og hans Siddefjæl.»
II 135: «"Naada, dèr har vi fler Køvstedfolk!"»
III 1638-1649: «"Hør Nattergalen!" ... "Skam Dem noget!" svarede hun og mødte hans Blik. "De kjender dog Nattergalen!"»
IV 4505-4506: «"Jeg véd blot, at naar jeg engang ikke kan mer, saa er jeg henvist til Fattigvæsenet og til den kummerlige Barmhjertighed, der ydes af Folk.»

I 80-83: «Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde Drænsrør mellem Fjællene.»
II 153-156: «At han skal være dygtig, Johannes. ... Ja jeg hørte forleden henne hos Anders Jepsens -- der kommer Hanne jo dejt -- at han skal være den dygtigste Malersvend i hele Odense By.»
III 3101-3104: «Da Etatsraaden satte Bo, havde han mindre at begynde med end vi, og nu er han en af de største Bygmestre i Kjøbenhavn. Efter Skattelisten har han femten Tusend i aarlig Indtægt; det siger Ditlevsen.»
IV 4535-4537: «"Jeg tænkte _det_. De Folk, der sidder i Rigsdagen, faar vel ikke selv noget Gavn af det, og saa haster det ikke. Det er altid saa, naar der er Tale om, at de smaa skal til Fadet: det haster ikke.»

I 80-106: «Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde Drænsrør mellem Fjællene eller en fire, fem bugede Kornsække bag Kusken og hans Siddefjæl. Det gaar saa sagte, saa stilfærdigt, som om man var bange for at vække Gjenlyden, der blunder i Sommervarmen ovre under Skovene; Hestene gaa med strakte Halse og stirre tungsindigt ned i Hjulsporene, Tømmerne daske slapt mod Forsmækken, Piskesnoren hænger lodret ned over Hammelen som en Medesnor, en lille, blød Støvsky hvidner stille op under Hjulene. ... Sorgerne ere saa smaa, Glæderne saa ringe, Begjæringerne nøjsomme, Synsvidden trang -- Oplevelsernes Radius i det højeste to Mil, og Rørelserne Brændinger i et Gadekjær.»

I 80-83: «Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde Drænsrør mellem Fjællene eller en fire, fem bugede Kornsække bag Kusken og hans Siddefjæl.»
II 120-122: «ved Siden af Anton sidder en ung, middelhøj Mand med blond Haar og kjønt Ansigt uden Skjæg, med en Rejsepibe i den ene Haand og en tynd Stok i den anden.»
III 3101-3104: «Da Etatsraaden satte Bo, havde han mindre at begynde med end vi, og nu er han en af de største Bygmestre i Kjøbenhavn. Efter Skattelisten har han femten Tusend i aarlig Indtægt; det siger Ditlevsen.»
IV 4535-4537: «"Jeg tænkte _det_. De Folk, der sidder i Rigsdagen, faar vel ikke selv noget Gavn af det, og saa haster det ikke. Det er altid saa, naar der er Tale om, at de smaa skal til Fadet: det haster ikke.»

I 4535-4537: «"Jeg tænkte _det_. De Folk, der sidder i Rigsdagen, faar vel ikke selv noget Gavn af det, og saa haster det ikke. Det er altid saa, naar der er Tale om, at de smaa skal til Fadet: det haster ikke.»
II 4540-4551: «"Ja, naar vi nu endda kunde faa Dem valgt, hvad? ... Ja, jeg tror nu det gaar ... Men nu maa vi ogsaa til at strænge os an, -- hvad, Jansen? ... Lægge os i Skaglerne -- for hans Triumfvogn -- he, he, he, he--e. Højskoleforstanderen var Beredvilligheden selv.»
III 4557-4562: «"Hør, Line, ... nu skal De give mig Lov til at se op til Dem engang imellem, og saa skal De ligeledes flittig komme hen og se til Maren Kirstine. ... Line takkede ham atter og atter for al hans Venlighed. Især dette Haab om en Alderdomsforsørgelse kastede ligesom en hel Solstribe ind over hendes ensomme Kvistkammer.»