Det hvide Hus

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige Tider, Jer vil jeg gerne mindes.
Hun stod med sit rokkende Hoved ned over Roserne og smilte.
Her hviler man trygt, sagde Moderen.
--Tænd Lampen, Tine, sagde hun. Børnene skal i Seng, og der skal sørges for Folkene.

Moders Stemme lød saa spæd, Klaverets Strenge klang mere som af en Harpe.
Moderen stod paa Gærdet, med Ranken ned om sit Bryst. Høj mod den lysende Himmel.
-Nu #maa# De op, sagde Tine.
-Ja, kære De--hvad er Klokken? Moderen elskede sin Seng og den Frihedstilstand at være i Natkjole.

* * * * *
Barndomsdage-call-back + 民歌-嵌入 4 段 + Kirkegaard-雪夜 + Fangel-Pastorer + Plant-of-Decay + Lamp-Light-Earthy
Moderen løftede det blege Ansigt, og langsomt sagde hun: --Der er nøjsomme Folk, Tine.

Det var i Hjemmet i Mørkningsstunden. Ude faldt der, sagte, Slør over Slør over den skinnende Sne.
Moders Stemme lød saa spæd, Klaverets Strenge klang mere som af en Harpe.
Forkarlen lister ind. Træskoene har han forsigtig sat fra sig, og han læner sig til Stolpen ved Vandspanden.
Moderen stod paa Gærdet, med Ranken ned om sit Bryst. Høj mod den lysende Himmel.

Det var i Hjemmet i Mørkningsstunden.
Det er den, de dansede efter--nu: Ej--hvor lystigt de danser, de to ... Som om de havde tabt baade Strømper og Sko.
Sorte Kors og hvide Kors ragede stille frem over den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Mørket.

Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige Tider, Jer vil jeg gerne mindes.
Min Moders fine Trin vil lyde gennem lyse Stuer, og Mennesker, som nu er graa under Livets Byrde, vil le som de, der ikke kendte deres Skæbne.
Lad dem, som døde, tale igen med milde Stemmer, og gamle Sange vil slynge sig gennem Mindernes Kor.

Moderen stod paa Gærdet, med Ranken ned om sit Bryst. Høj mod den lysende Himmel.
Som Planten visner for dens Rod er uden Væde; som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for Du har ej mig kær.
-Tænd Lampen, Tine, sagde hun. Børnene skal i Seng, og der skal sørges for Folkene.

Moderen løftede det blege Ansigt, og langsomt sagde hun: --Der er nøjsomme Folk, Tine, og det er sagtens vel det.
-Nej, Tine, jeg har sagt Dem det før, der er kun én, og den er maaske lykkeligst, som aldrig har kendt den.
-Jo, for den varer ikke.
Som Planten visner ... saa bleges jeg og visner hen for Du har ej mig kær.
--Tænd Lampen, Tine, sagde hun. Børnene skal i Seng, og der skal sørges for Folkene.