Hendes Højhed

Hendes Durchlaucht rømmede sig, smilede endnu en Gang naadigt og stak Næsen ned i sin Kameliabuket.
Fødselsdagskomiteen nejede paa Rad og kom i baglænds Kniks til Døren.
Hendes Højhed sukkede. Det var ikke Mestre, der havde malet hendes Forfædre.
--Men Decembernatten tætnede kun Taogen, der laa over Staden København.

Onkel Otto Georg lagde Brændestykkerne til Rette i Ovnen; og saa slog han forsigtigt Ild med det lille Fyrtøj og tændte Kvasset under Stykkerne. Flammerne slikkede og Flammerne borede. Onklen stirrede derind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skinnende døde Øjne.
Mlle Leterrier fortabte sig i alt, hvad Hendes Højhed vidste om Celler.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var meget naadig mod Hr. von Pöllnitz. Hendes Højhed underholdt sig med Hr. von Pöllnitz i sytten Minutter.

* * * * *
Mlle Leterrier og Maria Carolina gik videre hen ad Terrassen. Mlle Leterrier var kommet ind i Botaniken ... Hun talte om Bladenes Bygning.
Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder.

Hendes Durchlaucht rømmede sig, smilede endnu en Gang naadigt og stak Næsen ned i sin Kameliabuket.
_Oui--mon enfant ... mon pauvre enfant_.
Hendes Højhed syntes aldrig, hun havde set alting saa ungt og saa lyst ... Spurvene holdt Hus mellem Elmene.
Maria Carolina stod og saa' paa Kronens Billede til det slukkedes, lidt efter lidt.

Det var en lang Række af Værelser. Alle Dørene stod aabne; hvide Rullegardiner var nede for Vinduerne, og Luften i Halvmørket var tung som i et Musæum.
Prinsesse Maria Carolina standsede midt i Gallaværelserne og saa' sig om.
Galla-Møblerne stod i stive Geledder langs Væggene, dækket af hvide Overtræk. Rundtom paa Konsoller og Borde prangede store halvstøvede Pragtvaser og gamle Taffeluhre, der ikke gik, men stod stille og døde.

Hendes Durchlaucht rømmede sig, smilede endnu en Gang naadigt og stak Næsen ned i sin Kameliabuket.
-Uh--det gav Varme, sagde Fru Hofapothekeren. Hun var rød som en Kobberpotte af Sindsbevægelse og stramt Korset.
-Højheden har faaet sin Villie, sagde Gehejmeraadinden og saa' hen mod Fru Hofapothekeren--hun vendte Ryggen til og knappede et Par Knapper op i Livet, henne i en Krog--Gehejmeraadinden saa' ud, som om hun lugtede til noget stygt.

Onkel Otto Georg rejste sig og lydløs, rokkende paa sit smukke Hoved med det bløde lyse Skæg, listede han hen over Gulvet til den næste Stue. Og tændte Ild i Ovnen, forsigtigt som en Tyv, med sit lille Fyrtøj, og saa' paa Flammerne med sine Glasøjne--
Josef Kaim stod med Hænderne i Jakkelommerne og saa' op paa Fanen.
Maria Carolina smilede mod sin Villie, mens hun satte Napoleons Blækhus tilbage i sit Skab.

Saa var det, det skete. Hr. von Pöllnitz forstod det ikke; men det skete. Hr. von Pöllnitz væltede med Hendes Højhed i Valsen, midt under Lysekronen.
-Min Go'e--hvad kan man vel vente, naar man danser med Komedianter, sagde Frøken von Hartenstein næste Formiddag ved Kaffen til Mlle Leterrier.--Men Hendes Højhed har #Idéer#....
Maria Carolina stod og saa' paa Kronens Billede til det slukkedes, lidt efter lidt.