Det graa Hus

Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys.
Jeg takker for de sidste Skrivelser, der er modtagne og som var, som sædvanlig, korte.
-Det var altsaa Døden? sagde hun.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og ... nynnede hun frem for sig: Som Planten visner.

Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv.
-Det er mig, der skal pines og betale.
-Genierne prutter ikke.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og ... nynnede hun frem for sig.

* * * * *
Thorsholm-brev-30-page → Konferensraaden 之商业会议-谈判 → 锡封-Seglet 之血-意象
Vogn-Hvide 之 'det-er-Døden 确认 + Paa-Vragene 之祖-孙-对话 + Som Planten visner 之 Plant-of-Decay

Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys ... Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer.
I det matte Lys saá Ørsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle--afdøde og stille.
-Genierne prutter ikke.
Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for længe, saa alt formeget Lak svulmede op--som den første Strime Blod, der rinder af et Saar.

Rokokovæggenes gyldne Sirater glimtede ud og ind, som blev de levende Arme, der vilde gribe om den flakkende Skygge.
Annebygaard, kort før han blev Etatsraad.
Praksis / Dødsattester.
"LA GIOCONDA". SIDSTE AKT.

Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Saa stod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer.
-Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.
-Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv.

Hendes Naade blev ved at tale--og højere, mens Hans Excellence lyttede: -Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.
Hans Excellences store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og ... nynnede hun frem for sig: Som Planten visner.

-Det var altsaa Døden? sagde hun.
-Véd Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser paa den samme Ting.
-Paa Vragene.
-Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værd.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og ... nynnede hun frem for sig: Som Planten visner.
"LA GIOCONDA". SIDSTE AKT. SIRENETTA: Har Du grædt? SILVIA: Ja--en lille Smule.